Forsanger Liam Gallagher fra Oasis
Falconer Salen:
Oasis, 08nov08, lørdag aften
Rock med masser af øl. Britiske Oasis’ musikkatalog passer perfekt til den klassiske om døgnrytme for drengerøve i alle aldre.
På 14. år råber rockbandet, der oprindeligt stammer fra fodbold- og musikbyen Manchester, til disse banale – bedste, vil nogle argumentere for – følelser i manden.
Udsolgt Falconer
Det blev der ført bevis for, da Oasis optrådte i den udsolgte Falconer Salen, hvor især mandfolkene konsumerede masser af øl (og spildte en hel del på det pæne gulv!), og hvor publikum skrålede med på de bedste numre i en grad, så det var en fornøjelse at være vidne til.
Der er, bør det understreges, ikke ret mange rock’n’roll-bands, der kan komme ind fra udlandet og skabe – positivt ment – den slags primitiv koncertstemning.
Oasis kunne.
Det skete med en kompakt elektrisk og til tider stærkt støjende rocklyd ved hjælp af en sætliste, der fusionerede sange fra den nye, semi-vellykkede plade ”Dig Out Your Soul” med en række af de numre, som bandet udgav i 1994-1996, ikke mindst ”Supersonic”, ”Cigarettes & Alcohol”, ”Wonderwall”, ”Champagne Supernova” og ”Morning Glory”.
Dopede og storhedsvanvid
Dengang i midthalvfemserne var brødrene Gallagher både Storbritanniens suverænt mest mediedækkede rockband og pumpet med stoffer, sprut og storhedsvanvid.
I Falconer Salen var sanger og sangskriver Liam Gallagher og hans storebror, guitarist, sangskriver og sanger Noel Gallagher, anderledes ædruelige og ganske enkelt professionelle.
De var nemlig ikke i nærheden af at optræde arrogante som i gamle dage, og der var ikke noget med at være dopede eller ligeglade. Heldigvis. Den slags kunne før i tiden nemt spolere en koncertoplevelse.
Velsmurt
Anno 2008 var Oasis en velsmurt, driftsikker britisk rockmaskine.
Den bestod i liveudgaven af fire anonyme men også dygtige bandaktører, der ikke havde noget med gruppen at gøre for et dusin år siden, og så to brødre, hvor det godt nok var Noel, der havde skrevet alle klassikerne, men hvor det blev Liam, som med sin uskolede, punkrockede vokal fremstod som bandets suverænt største aktiv og sikre investering i en karriere for fremtiden:
Han var cool i sin læderjakke, og han lignede en, der hvert øjeblik kunne finde på at æde mikrofonen. Men han var også mand for uden så mange dikkedarer at udråbe tilhørerne til et meget stærkt publikum.
Det trak dog ned, at lydfolkene i begyndelsen af koncerten havde svært ved at pakke hans stemme rigtigt ind. I den periode fremstod Liam Gallagher alt for råbende.
Efterhånden blev knapperne dog stillet rigtigt.
Herefter kunne man ikke andet end tage imod hans sangforedrag, præget af både Sex Pistols’ Johnny Rotten og The Beatles’ John Lennon. Netop den type sanger finder man ikke rigtigt i andre rockbands.
De demokratiske spilleregler i Oasis er dog sådan i Oasis at Noel Gallagher indimellem skulle synge sine sange som forsanger.
På den ene side kunne man selvfølgelig sagtens unde Liam Gallagher et pusterum.På den anden side lød Noel Gallagher i sangerens rolle som oftest som et medicineret æsel.
Undtagelsen var, da han sidst i koncerten sang storhittet ”Don’t Look Back In Anger” i et akustisk arrangement.
Her passede det simple udtryk og hans specielle vokal godt sammen.
Baseret på PETER SCHOLLERT ANMELDELSE af Oasis koncerten i Falconer Salen i JP
En meget dækkende beskrivelse.
Oasis 2008 bestod af
Liam Gallagher, Sang og brøl
Noel Gallagher, leadguitar, rytmeguitar, sang noget tynd og korsang
Gem Archer, rytme- og leadguitar
Andy Bell, bas
Chris Sharrock, trommer
Desuden medvirkede en meget langhåret lang skægget keyboardspiller
Sætliste
- Rock N Roll Star
- Lyla
- The Shock of the Lightning
- Cigarettes & Alcohol
- The Meaning of Soul
- To Be Where There’s Life
- Waiting For the Rapture (Noel forsanger)
- The Masterplan (Noel forsanger)
- Songbird
- Slide Away
- Morning Glory
- Ain’t Got Nothin’
- The Importance of Being Idle (Noel forsanger)
- I’m Outta Time
- Wonderwall (Noel forsanger)
- Supersonic — Ekstranumre Encore —
- Don’t Look Back In Anger (Noel forsanger og akustisk)
- Falling Down
- Champagne Supernova
- I Am the Walrus urimelig lang udfadning
1 time 45 minutter
I BT gik det ikke helt så godt:
Abefest med Oasis
Under elendige lydforhold sejlede Oasis bevidstløst gennem søer af øl og bræk i den udsolgte Falconer Sal. 9. november 2008, 0:38 Af MATHIAS NIELSEN Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Oasis er ”fodboldmusik”. Brødrene Noel og Liam Gallagher har altid været inkarnerede Manchester City-fans, og deres band tiltrækker samme målgruppe.Derfor er det at være til Oasis-koncert lidt som at være til fodboldkamp; uanset spillested bliver man budt søer af øl, opkast og andre assorterede kropsvæsker, mens ”tilhørerne” ofte bruger mere tid på at ringe op til vennerne derhjemme for at gøre opmærksom på, at ”nu er altså NU, de spiller ’Don’t Look Back in Anger’!” Og fred være med det. Så kan man så mene, at musikken bør være i centrum til en koncert. Dét var den så langt fra lørdag aften i Falconer. Og det hjalp da heller ikke, at lydforholdene rent ud sagt var gennemført elendige indtil der midtvejs blev rettet en smule op via en af aftenens få lyspunkter, ’Slide Away’.Scroll ned for at læse videre
Anonym ørkenvandring
Abefest-stemningen ville formentlig have haft sin charme, hvis ikke det var så åbenlyst, at det er blevet en sovepude for briterne, at cirka halvdelen af tilskuerne til deres koncerter er så berusede, at de intet vil kunne huske dagen derpå. I hvert fald var koncerten i Falconer en anonym ørkenvandring, der blev leveret i værste autopilotstil.Det i øjeblikket seks mand store band luntede ellers på scenen med Liam Gallagher i front i sit arrogante es med en tamburin i kæften, og bragede løs med ’Rock ’n’ Roll Star’ efterfulgt af ’Lyla’, men man kunne ikke høre andet end buldrende bas og trommer, som totalt druknede både Noels guitar og Liams vokal.Til gengæld kunne man se (og mærke) publikum vælte rundt i hinanden – ja, en ekstra festlig sjæl var sågar oppe at crowdsurfe en tur. Som sådan underholdende nok i mindre doser, men i længden forsvandt fokus totalt fra det, der foregik på scenen og det, fansene havde betalt for: Oasis.Manchester-lømlerne gjorde ellers, hvad de kunne for at promovere det seneste (ikke særligt interessante) album, ’Dig Out Your Soul’. Det man lagde mest mærke til derfra var, hvordan The Doors’ ’Five to One’ bliver kopieret i ’Waiting for the Rapture’…
Enkelte højdepunkter
Liam Gallagher blev overhalet indenom af brormand. Foto: Brian Berg
Rent musikalsk var alt også som det plejer at være; først en håndfuld numre med Liam som sanger, så et par med Noel, og sådan vekslede det hele koncerten igennem, indtil der blev lukket med en fortolkning af Beatles’ ’I Am the Walrus’.Bemærkelsesværdigt nok var det de Liam-løse stunder, der var aftenens bedste. Den notorisk højrøvede sangers stemme, syntes noget mere ru og raspende end sædvanlig, og han angreb mikrofonen, som var der et eller andet, der gik ham på.Når Noel overtog den vokale tjans, fik vi perler som ’The Masterplan’, ’The Importance of Being Idle’(et af de klart bedste numre, Oasis har skrevet inden for de seneste ti år) og ikke mindst den fine akustiske version af ’Don’t Look Back in Anger’.Men det er desværre også noget nær det eneste positive, der er at sige om en bøvet koncert fra en flok uoplagte veteraner, der efterhånden ikke kan belønnes med andet end den tvivlsomt ærefulde titel: ”Verdens største pub-band”.Oasis kommer allerede tilbage til Danmark den 24. januar, hvor de spiller i Forum.
Han havde nok ikke spist ordentligt før koncerten.